Baggrunden for Hald Ege Miniregnskov

Baggrund ny

Hvordan opstod Hald Ege Miniregnskov?

Det begyndte som en slags fyrreårs fødselsdagsgave til den beskyttede produktionsvirksomhed TREPAS fra Viborg Amt. Dog ikke en ny og funklende en af slagsen. De gamle drivhuse på centralinstitutionen Hald Eges jorde var allerede i deres karrieres absolutte efterår, da de tjente som gartneri for revalideringen. Og da revalideringen flyttede, stod de øde.

Trepas var også dengang en meget populær arbejdsplads for personer med nedsat funktionsevne i Viborg. Her kan man samle ledninger og lave maskinarbejde på fabrikken. Man kan være assistent i kantinen og kok på Trepas' café i den indre by. Men i 2004, da Trepas fyldte 40, var der ikke et tilbud til de grønne fingre og folk med dyretække. Så hvorfor ikke bruge drivhusene? Idéen blev forløst, da Trepas fik lov at bruge bygningerne i 2004.

I 2005 gik vi i gang. Medarbejdere og personale kastede sig ind i opgaverne og der var mange. Alle planteborde i driverierne blev taget ud og det store gravearbejde kunne starte - med de dybeste spadestik i søer og vandløb. Mange tons sten blev kørt ind til stierne og ovenpå det hele lagde vi 300 m3 muldjord af den type, som hører til den subtropiske klimazone.

Så kunne der plantes. Med stor hjælp fra Væksthuset ved Botanisk have i Århus har vi fået beplantet vore væksthuse med store og små planter, så det passer ind i vores hus.

Men det, de besøgende ser i dag, er først og fremmest frugten af medarbejdernes arbejde. Trepas' grundtanke er, at det, som medarbejderne beskæftiger sig med, skal være reelt, omsætteligt og værdiskabende. Sådan er det også for Hald Ege Miniregnskov, der både producerer grøntsager og oplevelser. Især er Hald Ege Miniregnskov's børnearrangementer i forbindelse med f.eks. fødselsdage og det årlige Bankospil særdeles populære og mange har valgt at gøre en lille oplevelsesrejse ud af at købe grøntsagerne her. De mange eksotiske planter er især en attraktion for voksne, mens dyrene - både de sky eksotiske og de velkendte og kysseægte - er et greatest hit for børnene.

Du kan se den nyeste tilsynsrapport her

Sidst opdateret: 10.06.2016