Job i Elværkstedet

El-værkstedet har 20 medarbejdere, der samarbejder om at fremstille færdige kabelsæt til mange formål. Hovedaftageren er hårde hvidevare-industrien, som aftager komplette kabelsæt, der uden yderligere kabelarbejde kan monteres i køleskabe, frysere, køle- og frysediske etc. Andre ordrer kommer fra virksomheder, der fremstiller styringsautomatik f.eks. til varmevekslere eller fra producenter af hestetrailere og campingvogne, som også kan have brug for ret komplicerede ledningsnet.

Kablerne leveres i færdigbundtede sæt i de længder, med de farver og de kabelsko eller stik mm., som kunden har specificeret. Til fremstillingen råder El-værkstedet over det mest moderne maskineri til f.eks. automatisk afklipning, automatisk kabelstripning og automatisk påmontering af ledningsafslutninger.

El-værkstedet påtager sig at levere alt lige fra den enkelte afisolerede ledningsstump til færdigkonfektionerede kabelsæt med rigtig mange kabler. Kunderne stiller krav om kvalitet, fleksibilitet og service. Derfor er det altafgørende for El-værkstedets succes, at medarbejderstaben ud over at være dygtig også er stabil, pålidelig og parat til at tage et ekstra nap ved store ordrer og hasteordrer. Til gengæld oplever medarbejderne, at de fremstiller et produkt, der bagefter vil indgå som en del af en reel produktion i en anden virksomhed. Det giver stolthed over arbejdet og selvrespekt.

Sidst opdateret: 20.10.2014